TYSK Lørdag i Snurretoppen!

Lørdag den 1. juni er der Tysk Lørdag i Snurretoppen. Vi viser ikke mindre end fire fantastiske film alle storfilm fra vores tyske naboer.

Mange af os har det svært med Tysk film og Fjernsyn, hvilket formegentligt hænger sammen med Tyskernes hang til at synkronisere deres udenlandske film, og har man en enkelt gang fanget ZDF og hørt Niels Olsen i den Eneste ene forklare hvordan et køkken skal sættes op, på tysk, ja så går der typisk længe inden man kommer forbi tysk fjernsyn igen.

Denne reaktion betyder desværre at vi går glip af alt det gode som Tysk filmindustri byder på, og det er synd. 

De fire tyske film lørdag den 1. juni er alle fantastiske film, og vi kan varmt anbefale alle fire.

Efter filmen byder vi på et glas tysk øl og en Prinzel kringle.

 

‘Uforglemmelig film forandrede mit blik på livet.’ Henrik Reinberg Simonsen, Soundvenue (6 stjerner)

Årets tyske Oscar-kandidat byder på en sand tour-de-force-præstation af ‘Babylon Berlin’-skuespilleren Leonie Benesch i rollen som den unge folkeskolelærer, Carla, der har en (alt for, viser det sig) idealistisk tilgang til lærergerningen. Da en dreng med tyrkisk baggrund anklages for at stå bag en række tyverier på skolen, ydmyges han efter noder foran hele klassen. Carla beslutter sig imidlertid for at undersøge sagen nærmere, og ved hjælp af kameraet på sin computer bibringes hun helt anden viden, end den skolen har ageret på baggrund af. Hvilket afføder nye dilemmaer – med svare konsekvenser. ’Lærerværelset’ var den helt store vinder til German Film Awards 2023, hvor filmen vandt for Bedste Film, Bedste Instruktion, Bedste Manuskript, Bedste Kvindelige Skuespiller og Bedste Klip.

Efter en afstikker ud i det overnaturlige med ‘Undine’ er Christian Petzold tilbage i en mere genkendelig virkelighed i ’Rød himmel’. Filmen udspiller sig på den tyske Østersøkyst, hvor himlen farves rød af en skovbrand, der bevæger sig nærmere og nærmere filmens persongalleri. Da Leon og Felix (Thomas Schubert og Langston Uibel) ankommer til en idyllisk beliggende sommervilla, er det meningen, at Leon skal skrive videre på sin anden bog, mens Felix forbereder sig på sin optagelsesprøve til Kunstakademiet. Men deres arbejdsdisciplin udfordres af husværtinden Nadja (Paula Beer), der er mere livlig, end de kunne havde forudset – også på kærlighedsfronten. Christian Petzolds seneste film hjembragte ham Sølvbjørnen i Berlin og er i tilgift hans mest morsomme film til dato. 

Det går fra slemt til værre. Fra at være udstødte og udnyttede som billig arbejdskraft på ammunitionsfabrikkerne i Nazityskland, bliver alle jøder indfanget og sendt bort til koncentrationslejre. Eller: næsten alle. I den myldrende storby Berlin lykkes det en større gruppe af jøder at gå under jorden og klare sig igennem med falske identitetspapirer og med en god portion snedighed. En af dem er Stella Goldschlag.
Med sit kønne ydre og sit blonde hår, kan hun ikke bare begå sig blandt de ”ariske” tyskere, hun kan også forføre sig til fordele og gode kontakter, som skaffer falske papirer til hendes trosfæller. Mod en pris, naturligvis. En høj pris. Men i 1943 er hendes dage som dronning af denne kriminelle underverden slut. Hun bliver taget af Gestapo og må træffe et valg…
Kilde: UIP

"The Zone of Interest" er nok en af de mest idylliske film, du nogensinde kommer til at se om Holocaust. Kommandanten for Auschwitz Rudolf Höss og hans hustru Hedwig lever et drømmeliv med legende børn og jødiske tjenere i deres store hus med en imponerende smuk have. De har umiddelbart ingen bekymringer over de masseudryddelser og uhyrligheder, der sker lige på den anden side af muren. Her skimtes toppen af KZ lejren med trøstesløse bygninger, pigtråd og buldren fra krematorier, der skyder kulsort røg op. Storspil af Christian Friedel (”Det hvide bånd”) og Sandra Hüller (”Min far Toni Erdmann”).
Kilde: SF Film